Danmark tog hurtigt cyklen til sig
Verden rundt er Danmark kendt som en nation af cyklister. Selv om vi reelt set kun indtager andenpladsen på verdensranglisten over cykelnationer, ændrer det ikke ved, at danskerne tidligt har taget ideen om at cykle til sig. Og mange af os kender de skønne billeder fra forfatteren og arkitekten Poul Henningsens Danmarksfilm fra 1935, hvor skarer af cyklister suser gennem Københavns gader.
Også i dag cykler danskerne, og fra både cykelentusiasters, politikeres og myndigheders side arbejdes der for, at stadig flere skal tage cyklen. Og undersøgelser viser, at vi også gerne vil. Cykling er nemlig godt for sundheden, for miljøet i byerne, hvor vi spares for masser af bilos, når bilen udskiftes med cyklen, og for klimaet, fordi cyklingen ikke udleder CO2 i modsætning til biltransport.
Cyklingen har som andre områder også taget teknologiens landvindinger til sig. Der er langt fra tidlige, tunge cykler uden gear eller væsentlig udveksling i fremdriften, til de moderne cykler, hvor der er masser af gear, der gør cyklingen bekvem også i modvind og på bakker. Og senest er elcyklen kommet til, hvor vi får en lille hjælp af en elmotor, så vi både kan cykle hurtigere og mere bekvemt.