Her er de danske Tour-håb
Det kører for alvor for dansk cykelsport i øjeblikket. Talenterne vælter frem, og den ene danske sejr følger den anden, som var det perler på en snor. Men hvilke danske cykelryttere skal vi sætte vores lid til ved kommende års udgaver af verdens største cykelløb, Tour de France? Det ser vi nærmere på her.
21 sejre hidtil, og mange flere er på vej
Danmark har indtil dags dato skrabet hele 21 etapesejre til sig ved Tour de France. Et imponerende højt antal, men bestemt også et tal som man må forvente stiger kraftigt i de kommende år.
Se blot hvordan det gik ved 2020-udgaven af løbet. Her vandt Søren Kragh Andersen hele 2 etapesejre, hvilket er et usædvanligt flot resultat, men dog ikke synderligt overraskende. De danske ryttere har nemlig i årevis gjort sig ekstremt godt bemærket i Pro Tour-løb, samt i de helt store forårsklassikere. I 2019 vandt Mads Pedersen endda verdensmesterskabet, og kunne dermed som første dansker iføre sig den regnbuefarvede verdensmestertrikot.
Et bredt udvalg af fremragende ryttere
Blandt listen over ryttere, som vi som land kan sætte vores lid til ved fremtidige udgaver af Tour de France, kan nævnes Mads Pedersen, Søren Kragh Andersen, Jakob Fuglsang, Kasper Asgreen og Jonas Vingegaard. Sidstnævnte rytter har endda på det seneste gjort sig særdeles godt bemærket som stærk bjergrytter, og nogle mener sågar, at han kan være et godt bud på en fremtidig samlet vinder af Tour de France, såvel som af andre store etapeløb.
Fremtiden lover således særdeles godt for dansk cykelsport. I 2022 starter Tour de France endda i netop Danmark, og her må det derfor forventes, at de danske ryttere vil gøre en ekstra hård indsats i de indledende dele af løbet med henblik på at vinde et par etaper på dansk jord.